Tip en ven     Bookmark and Share     Sitemap  
 

Direct Trade besøg i Guatemala marts 2013

 

Finca Valparaiso, marts 2013

Afkastet af vores samarbejde og venskab med Ernesto senior og hans familie er et åbenlyst eksempel på resultatet og frugtbarheden af vores DirectTrade-relation til både familien, farmen og dets beundringsværdige hold af arbejdere. For ottende år i træk er det med stor glæde og forventning, at Estate Coffee som de eneste i start juni vil kunne præsentere den nye høst fra markerne 'El Aguacate' og 'La Naranja'.

Desværre er ikke alt frugtbart. Det har tværtimod været et hårdt år for alle involverede parter i kaffeproduktion i Guatemala. I februar indløb erklæring om national kaffenødssituation fra Guatemalas præsident, Otto Molina Perez. Estimeret 70% af landets kaffebeplantning var ramt af en agressiv svampeinfektion. Infektionen tager i sidste ende livet af kaffetræet og efterlader enorme områder og marker i en sørgelig forfatning, og ikke mindst kaffeproducenter med en usikker fremtid og en uoverskuelig stor genopretnings- og genbeplantningsopgave forude. Svampen har også i en vis grad berørt de nærliggende lande, Honduras, El Salvador, Costa Rica og Panama. Situationen på Finca Valparaiso var heldigvis, omstændighederne taget i betragtning, under kontrol. Berørte kaffetræer er blevet behandlet og kun få har måtte lade livet. 

Estate Coffee køber kaffen fra markerne 'El Aguacate' og 'La Naranja'. Begge er beriget med næringsrig vulkansk jord, og ligger som sådan i forlængelse af hinanden. 'El Aguacate' som den højstbeliggende i lidt over 1.500 moh, og begge sydvendte. Netop de forhold forklarede Ernesto, i kombination med skydækket der oftest skabes ud på eftermiddagen og eksponeringen af sol, tillader den plantede Bourbon og Caturra en lidt længere modningsperiode resulterende i et væsentligt bidrag til kaffens kompleksitet. Diversiteten af naturligt grønt, blomster og smådyrsliv forekom utroligt høj på begge marker, og høsten var i år, efter udsagn, forløbet helt efter planen. Den høje kvalitet har vi dels kunne konstatere til cuppinger på risteriet i København og blev blot bekræftet af smagninger med Ernesto og co. i Guatemala. Finca Valparaiso repræsenterer området Acatenango med stor autoritet og udmærker sig især ved renhed, balance, frugt og syre. En kaffeprofil vi holder enormt meget af, og som endnu engang manifesterer Guatemala som et af verdens mest kvalitetsorienterede kaffeproducerende lande.

Estate Coffee kan næsten ikke vente til, at containerne med de grønne bønner lander ved risteriet, og jeg mistænker allerede vores ristemester, Mads Høgsted, for at ramme den helt rigtige risteprofil til årets høst! Imens vi venter, har vi valgt at fejre Ernesto senior, der netop er fyldt 70 år, ved at servere det sidste af 2012-høsten på kaffebaren på Gl. Kongevej 1 til en formidabel pris. 

Besøget i år har været utroligt berigende, og tanken om kaffens lange rejse fra jord til bord, kan ikke andet end at indgyde en enorm respekt. Den skal vi have i mente når vi brygger og nyder kaffen. 

Jonas Astrup
Chokolade Compagniet A/S | Dronning Olgas Vej 30, 2000 Frederiksberg - Danmark
Bricksite.com